De nye farver

Farver er et meget stærkt stemningsskabende arkitektonisk virkemiddel.
Alligevel har vi paradoksalt nok ingen tradition for at tale om eller for at planlægge farverne i vores offentlige rum.

Det er ærgerligt, for med farver kan man skabe eller ødelægge arkitektur.

Det gik for alvor op for mig i forbindelse med en renoveringsopgave af tre store betonboligblokke.
Med ansvaret for tre kæmpe voluminer stod det klart for mig, at bare ét forkert farvevalg i den store målestok ville kunne dominere og visuelt smadre både bebyggelsen og dens naturskønne omgivelser.

Det er relativt nyt, at man kan få stærkt kulørte byggematerialer i stor skala, og det var en vigtig grund til, at jeg ikke var forberedt på udfordringen.
De nye muligheder stiller simpelt hen helt nye krav til måden at styre farverne på, hvis vi ikke vil risikere, at de tager magten fra os.
Vælger vi ikke at styre dem, er det også et valg!

Det gamle sort/hvide verdensbillede holder ikke længere. Vi er i fuld fart på vej mod et nyt polykromt paradigme.